Ikke et succesmål i sig selv, at det året rundt myldrer med mennesker i Dyrehaven
Som en af de borgere, der bor tæt på Dyrehaven og de fleste af årets 365 dage benytter den til afstressning, motion og naturnydelse, vil jeg gerne pege på behovet for at sikre og udvikle denne slags “sundhedsunderstøttende faciliteter”. At bevare og nyplante skovområder/parker i og i umiddelbar nærhed af de byområder vi bebor er at agere fremtidsorienteret og visionært.
For at understøtte min argumentation vil jeg citere fra en artikel på “Skov & Landskabs” hjemmeside den 28. november 2009:
-----
I en travl hverdag fungerer byernes grønne områder som et roligt helle for danskerne. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan de grønne områder er indrettet, hvis de skal fungere som afskærmning mod stress og støj, viser en undersøgelse fra Skov & Landskab, der kortlægger danskernes brug af de grønne områder.
“Danskerne efterspørger parker af mange årsager, og ofte fordi de søger det fredfyldte rum til afstressning. Hvis parkerne har naturpræg med en frodig vegetation, giver det den ønskede oplevelse af tryghed fred og ro - både for øjne og for ører,” siger professor Thomas B. Randrup fra Skov & Landskab ved Københavns Universitet.
Krav til udformningen
Thomas B. Randrup peger på, at der i den fremtidige planlægning ikke kun bør lægges vægt på, at folk har let adgang til grønne områder, men også at udformningen af områderne lever op til de ønsker om ro og tryghed, som danskerne har.
“Man bør se de grønne områder som steder, hvor folk kan holde pauser fra en stresset hverdag. Pausen kan godt være en fysisk aktivitet, som en gåtur eller en løbetur, men det ændrer ikke på, at folk foretrækker grønne områder, der er fredfyldte og rolige. Byens grønne områder skal ikke alene være aktivitetsrum, men skal også kunne opleves som enkle, naturlige og trygge,” siger Thomas B. Randrup.
Til gavn for sundheden
Undersøgelsen konkluderer desuden, at befolkningen generelt søger parkoplevelser, der rent faktisk har en afstressende virkning. De centrale byparker har således et stort potentiale for at fremme befolkningens fysiske såvel som psykiske sundhed.
“Tidligere undersøgelser har fastslået, at grønne områder, der ligger inden for 300 meter fra hjem eller arbejdsplads, bliver brugt meget og dermed har en gavnlig effekt på befolkningens fysiske sundhed, fordi folk ganske enkelt får rørt sig,” siger Thomas B. Randrup og fortsætter:
“Men det viser sig, at centralt beliggende grønne områder også har betydning for befolkningens psykiske velbefindende. De grønne områder kan medvirke til at mindske stress og lindre irritation, hvis de er indrettet med en frodig vegetation og kan give oplevelser af ro og tryghed.”
-----
(Undersøgelsen er offentliggjort i rapporten “Natur og sundhed - Sammenhængen mellem grønne områders udtryk og brug set i forhold til befolkningens sundhed” i Skov og Landskabs park- og landskabsserie, nr. 40. 2008.)
Jeg er ikke af den opfattelse, at der nødvendigvis er en modstrid mellem anvendelserne af Dyrehaven til “grønne områder med tryghed og ro” og “festival”. Hvis der det meste af året kan være tryghed og ro og så i en kort periode intens og afvejet anvendelse til festival, samtidig med at begge brugergrupper (nogle er endda aktive brugere i begge sammenhænge) tager mest mulig hensyn til hinanden og respekterer hinandens behov og glæde ved de forskellige anvendelser, så bør vi kunne samarbejde i stedet for at grave grøfter.
Borgerne (alle borgerne) i Skanderborg Kommune er ejere af Dyrehaven, og vi vælger for 4 år ad gangen en bestyrelse til at varetage vores interesser i forhold til bl.a. Dyrehavens anvendelse. Alle virksomheder og organisationer, der kommer i skoven, er gæster som aftaler med vores bestyrelse på hvilke præmisser anvendelsen må ske.
Jeg finder det meget uheldigt, at bestyrelsen (Byrådet) i den grad holdningsmæssigt er uden tilstedeværelse på banen for øjeblikket. Det skaber et tomrum, som giver plads for mudderkastning og grøftegravning, som overhovedet ikke bærer positivt fremad for vores lokalsamfund. Det er ikke godt nok, at bestyrelsen kun står på sidelinien og betragter “styrkeforholdet” hændelserne for at blive klogere forud for en senere beslutningstagen.
Idé indsendt af Erik Kjær Hansen, 13.maj 2010 1 KOMMENTAR, Nøgleord: dyrehaven rekreativt festival bestyrelse sundhed
Ideen er god Kommenter