Ja til dynamik
Bevar dyrehaven og værne om festivalens udvikling. Ja, det skal vi da i den grad. Og det er jo lige præcis det som er planens intentioner. Ikke som en festivalplan, men som en plan iværksat af Skanderborg Kommune, der skal sikre fremtiden i Dyrehaven.
Der er for mig at se ingen tvivl om målet (at Dyrehave, Borger og Festival er i de smukke omgivelser i fremtiden), men vejen dertil er en udfordring, som skal tages op nu. Forslaget med det nye område skal netop ses i det lys. Forslaget gør, at man kan forynge Dyrehaven de steder, hvor den trænger mest i dag. Ser man på Dyrehaven, så er der dele, hvor den er meget gammel og derfor trænger til en foryngelse. Det område skal man forynge, og så kan dele af festivalaktiviteterne rykke over i et andet område med mulighed for at nyudvikle. Det værste man i nuværende situation kan gøre, er, at bibeholde Dyrehave og festival på nuværende område, eftersom det kun vil bringe en ødelagt Dyrehave og en låst festival. Resultatet af denne løsning vil kun gøre borgere, Dyrehave og festival til tabere alle sammen. Det tror jeg ikke på, at nogen i virkeligheden ønsker.
Igennem de sidste 15-20 år har festivalklubben hvert år plantet 30-35 træer i festivalområdet netop for at sikre, at der også er træer til fremtiden. Det arbejde skal fortsættes samtidig med at en foryngelsesplan for de ældste og mest udsatte områder laves og sættes i værk.
Festivalen har organisk udviklet sig, og det er sket i takt med, at folk fra nær og fjern i stigende grad synes det er et fantastisk sted at være. Sådan skal det også gerne være i fremtiden. Om fremtiden og folks lyst til at feste i skønne omgivelser betyder samme antal mennesker som i dag, flere mennesker eller færre mennesker – ja det må fremtidens efterspørgsel være med til at afgøre, men inden for en 10 - årig periode må muligheden for i alt max. 55.000 mennesker være et pejlemærke. Essentielt er det, at udviklingen kan foregå organisk og sikre at festivalen kan overleve som festival.
Der er ingen der er tjent med en stilstand, men en forandring skal der til. Det gælder sig både foryngelse og i områder med festivalaktivitet. Det er i det lys, man skal se på området. Det gælder om at sikre, at der både er Dyrehave og festival frem til 60 års jubilæet om 30 år.
Så ja festivalklubben går også i den grad ind for bevarelsen af Dyrehaven i min optik, og jeg tror faktisk ikke, at der er stor uenighed omkring emnet, når man rydder misforståelserne til side.
Idé indsendt af Allan Møller, Skanderborg, 29.april 2010 2 KOMMENTARER, Nøgleord: Festival udvikling dynamik
Ideen er god Kommenter